Skoleleder beroliger efter bombetrussel: Tilsyneladende tilfældigt
Tirsdagens bombetrussel mod Elsted Skole var tilsyneladende en tom og tilfældig trussel.
Elever og lærere på Elsted Skole i Aarhus-forstaden Lystrup blev omkring tirsdag middag evakueret på grund af en telefonisk bombetrussel rettet mod skolen.
En 16-årig dreng blev anholdt på sin adresse på Sjælland af Københavns Vestegns Politi i forbindelse med sagen klokken 13.55.
Og ifølge skoleleder på Elsted Skole, Kristian Spang, er det politiets vurdering, at den 16-årige dreng fra Sjælland, der står bag truslen, ingen relation til har til Elsted Skole.
- Politiet vurderer ikke, at der har været tale om andet end tomme trusler. Der er tilsyneladende tale om grænsesøgende adfærd og drengestreger, der er gået alt for vidt, skriver skolelederen i en besked på Aula til skolens forældre tirsdag aften, efter skolelederen har været i kontakt med politiet.
Ifølge skolelederen er politiets vurdering, at der altså ikke er noget motiv, der peger i retning af hverken Elsted Skole eller Lystrup.
- Dette tegner et billede af, at det har været tilfældigt, at den var Elsted Skole, der modtog truslen. Jeg håber, at dette kan medvirke til at genskabe trygheden, når I taler med jeres børn, skriver han.
Mobil politistation rykker ud
Østjyllands Politi vil også forsøge at gøre sit til at genskabe trygheden på skolen. Onsdag morgen rykker politiet nemlig ud med en mobil politistation og vil være til stede på Elsted Skole.
Her vil betjente stå klar til at tage en snak med både børn og voksne.
- Både elever og lærere har generelt taget det meget stille og roligt, trods sagens alvorlige karakter. Stor ros til skolen for at håndtere situationen meget professionelt. Heldigvis fik vi hurtigt fat i en mistænkt, og nu sender vi vores mobile politistation ud på skolen i morgen for at skabe tryghed og for at kunne svare på eventuelle spørgsmål, siger politiinspektør Brian Voss Olsen i en pressemeddelelse.
Det er nu Københavns Vestegns Politi, der efterforsker sagen.