To af tre længer gået op i flammer
En ejendom på Landsbygaden i Stevnstrup vest for Randers er brændt helt ned til grunden, efter der af uvisse årsager opstod ild i én af tre længer sent torsdag aften.
Det oplyser operationschef Jesper Hansen fra Beredskab & Sikkerhed til TV2 Østjylland.
- Branden var så kraftig, da vi kom frem, at vi fokuserede indsatsen på at redde den tredje længe, som var stuehuset, og på at forhindre strålevarmen i at ødelægge noget på de omkringliggende huse. Det lykkedes, men de to længer brændte ned, siger Jesper Hansen.
Der er tale om en ældre gård med stråtag, som muligvis stod tom. I hvert fald kan man på billeder se, at der står et til salg-skilt foran ejendommen, hvor der dog står "solgt". Det kan naturligvis være et skilt, der enten er efterladt, eller som hører til et andet hus.
Ingen mennesker eller dyr kom til skade ved branden, som blev anmeldt klokken 23.35.