15-årige løsladt i kniv-sag fra folkeskole
Teenagerne er fortsat sigtet i sagen.
To 15-årige drenge er blevet løsladt fra deres varetægtsfængsling i en sag fra Katrinebjergskolen i Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi til TV2 Østjylland.
Drengene er dog fortsat sigtet for vold og trusler.
Fredag den 5. april om formiddagen gik de to sammen med tre mindreårige drenge ind på skolen maskerede og bevæbnede med én eller flere knive, og de begik vold og truede en jævnaldrende dreng med kniv, ligesom de udøvede vold over for flere andre, før de stak af fra stedet.
De gik efter en specifik elev
Skoleleder Christian Hellum har tidligere bekræftet over for TV2 Østjylland, at drengene var ude efter den specifikke elev, som de opsøgte.
Det er uvist hvorfor, men politiet har omtalt sagen som "en personlig konflikt".
Alle drengene blev anholdt kort efter, hvor de blev sigtet for vold og trusler, og lørdag den 6. april blev de to 15-årige varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør i Retten i Aarhus.
Katrinebjergskolen holdt i samarbejde med politiet et informationsmøde om eftermiddagen den dag, hændelsen fandt sted, hvor forældre blev orienteret og fik mulighed for at stille spørgsmål.
Der blev efterfølgende iværksat en såkaldt tryghedsskabende indsats, hvor politiets mobile politistation var på skolen om mandagen.