Seneste nyt

Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk

Oversigt

Nordic Waste: National stab har holdt møde med tre styrelser

Den nationale operative stab, NOST, bliver aktiveret, når der opstår større kriser og hændelser i Danmark, og fredag har der været møde i staben.

TV 2 har spurgt Rigspolitiet, som leder NOST, om de vil fortælle, hvad man er nået frem til på mødet, og hvad næste step er. Det har ikke været muligt, men der er i stedet blevet sendt et skriftligt svar:

- De myndigheder, der er en del af Den Nationale Operative Stab, NOST’en, samt Miljøstyrelsen, Fødevarestyrelsen og Naturstyrelsen har fredag afholdt et møde med det formål at dele information om situationen vedrørende jordskredet ved Nordic Waste i Randers, således at de nationale myndigheder har et ensartet situationsbillede.

Der er på nuværende tidspunkt ikke planlagt yderligere møder med alle dagens deltagere, men parterne er forberedte på, at det "kan blive relevant at samles igen", tilføjer Rigspolitiet.

NOST består udover Rigspolitiet af Politiets Efterretningstjeneste, Forsvarets Efterretningstjeneste, Forsvarskommandoen, Beredskabsstyrelsen, Udenrigsministeriet, Styrelsen for Forsyningssikkerhed, Sundhedsstyrelsen og Trafikstyrelsen.