Advarede for længe siden: Fiskere beskylder borgmester for løgn
Allerede for en måned siden advarede Randers Fjords Jagt- og Fiskeriforening om risikoen for forurening far Nordic Waste.
Og nu er den advarsel blevet til virkelighed. Virksomheden har i dagevis forsøgt at inddæmme jordskredet ved at bygge en dæmning, men gav med et minuts varsel op tirsdag aften.
- De vidste det jo allerede, at det kunne ske for år tilbage. At de så ikke har gjort noget og bygget noget op, der kunne holde jorden tilbage, forstår jeg ikke, siger Jes peder Hansen, der er bestyrelsesmedlem i Randers Fjords Jagt- og Fiskeriforening.
Frygter katastrofe
Sammen med foreningens formand Torben Moss Pedersen har de forsøgt at advare, men er hele tiden blevet forsikret om, at der ikke kunne slippe noget ud, samt at området var under skærpet tilsyn.
- Det, han stod og sagde til os på mødet, er jo direktør løgn og latin, siger han.
Hverken fjorden eller åen kan holde til det, men kommunen lægger ifølge de to låg på sagen.
- Det er en katastrofe det her. Vi får ikke det hele at vide, det kan du godt regne med, siger Torben Moss Pedersen, formand for Randers Fjords Jagt- og Fiskeriforening.
Han er meget utryg.
- Fjorden er jo udsat i forvejen, rigtig hårdt. Det her kan sådan set være det sidste, og så er den totalt død. det er lige prikken over i'et, siger formanden.
- De har jo vidst det. Der var allerede nogle, der talte om det for to-tre år siden, at ler glider.
For en måned siden holdt foreningen møde med borgmester Torben Hansen (S) og kommunaldirektøren, hvor de forsikrede, at man havde et vågent øje med virksomheden, og at der var fuldstændig styr på det.
- Og så sker det her. Så de har jo ikke haft ordentligt tilsyn med det.
- Så vores kritik går på, at de siger, at de har det under fuld kontrol herude, og at de holder øje og siger, der ikke kommer en dråbe forurening. Og så sker det her, siger Torben Moss Pedersen.
Skærpet tilsyn
Jes Peder Hansen bestyrelsemedlem var med på mødet, hvor borgmester Torben Hansen deltog, og her luftede han sin bekymring over jordrensningsanlægget.
- Borgmesterne siger direkte til mig, at der er fuldstændig styr på tingene. Der er lavet, så der ikke kan komme så meget om en liter vand eller jord ud derind fra. Det må ikke kunne lade sig gøre, og det havde de sikret, understregede ham over for os.
Her fortalte han også, at de var under skærpet opsyn, og at kommunen havde nogen derude og kontrollere mindst en gang om ugen, så der ikke kunne ske uheld.
- Og så sker det her. Det kan jo ikke være rigtigt. En borgmester, der sidder og siger, at der er styr på tingene, og så viser det stik modsatte sig. Det er jo en kæmpe katastrofe, siger Jes Peder Hansen.
Under mødet for en måned siden anmodede foreningen også om aktindsigt i målingsresultater fra åen, men dem har de ikke ser noget til endnu.
Randers Kommune ønsker ikke at kommentere på kritikken, men henviser til sit svar fra tirsdag. Kommunen oplyser desuden, at der kommer en pressemeddelelse senere onsdag.
- Jeg er utroligt bekymret
Bestyrelsesformand for Kristrup Vandværk Jens-Erik Thomsen har med stor bekymring fulgt med i nyhederne om kollapset på Nordic Waste.
- Jeg er utrolig bekymret. Vi har noget af det allerreneste drikkevand, og jeg har før stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor der skal anbringes en virksomhed, der håndterer farligt affald, ovenpå vores kilde. For der skal ikke særlig meget skidt til, før vandet er ødelagt, siger Jens-Erik Thomsen.
Tidligere udtalt bekymring
Han luftede blandt andet sin bekymring hos TV2 Østjylland i februar 2022.
- Der fik jeg en hovskisnovski-forklaring om, at der var fuldstændig styr på situationen. Men nu har Nordic Waste tydeligvis mistet kontrollen, og plastikleret er så ustabilt, at hele lortet skrider, og hvem ved, om det også kan få lerlaget til at forskubbe sig på et tidspunkt, siger han.
Som det er nu, bliver grundvandet, der ligger omkring 100 meter under Nordic Waste, beskyttet af et lerlag.
Vandkvaliteten bliver tjekket en gang i ugen, og i disse tider bliver der holdt særligt godt øje med vandprøverne. Indtil videre er der dog ikke nogen indikationer på forurening.