Minister vil ikke love mere økonomisk støtte til Randers Kommune
Miljøminister Magnus Heunicke vil ikke love mere støtte til Randers Kommune i Nordic Waste-sagen.
Det ville være en "hovsa-beslutning" allerede nu at love, at staten kommer til at betale en større del af Randers Kommunes regning fra håndteringen af jordskreddet ved Nordic Waste.
Det siger miljøminister Magnus Heunicke (S) til TV 2.
- Efter der er kommet sådan en plan i dag, bliver vi nødt til at få Miljøstyrelsen til at gennemgå den miljøfagligt. Hvad betyder det for vandmiljøet? Er det her den rigtige plan? Og så vil vi vurdere, hvad det økonomiske set up er, siger han.
Ministeren fastslår samtidig, at der er behov for at afsøge mulighederne for at få mest muligt at regningen betalt af de to selskaber — Nordic Waste og DSH Recycling — som ifølge Heunicke "er stukket af fra regningen".
Desuden understreger han, at der er statslige puljer, som Randers Kommune kan søge fra, når det gælder genetableringen af Alling Å.
Siden jordskreddet har staten sat 200 millioner kroner til miljøkatastrofen, hvoraf 149 millioner er et tilskud til Randers Kommune. Kommunen selv regner dog med, at håndteringen kan føre til et underskud på 370 millioner kroner.