13 sager anmeldt til politiet: Fortsat uro på udskældt skole
Der er endnu ikke kommet ro på Rismølleskolen i Randers, lyder det fra flere sider. Også politiet har modtaget anmeldelser om sager begået på skolens adresse.
Vold og trusler om vold mod offentligt ansatte, fornærmende tiltale af de samme, indbrud og databedrageri. Det er blot nogle af de anmeldelser, som Østjyllands Politi i år har fået om sager på den skandaleombruste Rismølleskolen i Randers.
I alt er der 13 politianmeldelser vedrørende skolen på adressen Rismøllegade 15 i Randers NØ. Siden 2020 har der været 33.
Det handler påbudssagen om
Eleverne på 9. årgang på Rismølleskolen i Randers skaber så meget uro, at det går ud over de ansattes helbred. Det fastslår Arbejdstilsynet i en rapport.
Skolen har derfor fået et strakspåbud om at få styr på udfordringerne.
I rapporten kan man læse, at ansatte udsættes for psykisk vold fra de ældste elever, som blandt andet kalder lærerne for ting som 'sædcontainer', 'skodlærer', 'klam', 'fede', 'kælling', 'dit skaldede svin' og 'fucking perker'.
Problemerne har stået på i flere år, og de er af en så grov karakter, at det har store personlige konsekvenser for de involverede lærere og pædagoger. Det fremgår af rapporten, at de er ramt af en lang række helbredsproblemer.
Siden er der lavet en handleplan, der skal løse problemerne.
Skolelederen Jan Pedersen er undervejs blevet sygemeldt, og en erstatning er sat ind.
Ser flere udfordringer
Sagerne spænder bredt, men det er bemærkelsesværdigt, at der i 2023 er hele fem anmeldelser om fornærmelig tiltale af offentligt ansatte, ligesom der i år også har været anmeldt vold og trusler om vold mod dem.
Randers Lærerforening oplever da også, at der langt fra er kommet ro på skolen, siden det i begyndelsen af november kom frem, at Arbejdstilsynet havde tildelt skolen et strakspåbud om at få styr på det psykiske arbejdsmiljø.
Også selvom der er kommet en storstilet handleplanen for skolen.
- Vi havde håbet, der var sket mere. Der er stadig en del ting, som ikke fungerer på skolen. Især i forhold til de elever, der laver balladen, er der ikke sket nok.
- Noget andet er det ekstra personale, der er blevet tilført, men som man skal gøre bedre brug af. Det er svært at få ordentligt i gang, siger formand for Randers Lærerforening Leif Plauborg til TV2 Østjylland.
Handleplanen
Der kommer ekstra ledelseskraft på skolen sådan, at den samlede ledelse på skolen får ekstra støtte både til at lave løbende analyser og håndtere både medarbejder-, forældre- og elevperspektiver. Konkret tilføres ledelsen en medleder.
Medarbejderstaben på 9. årgang opnormeres sådan, at der kan være to-lærerordning, co-teaching og foretages observationer for at sætte rigtigt ind. Formålet er både at imødekomme uro, understøtte pædagogiske tiltag og bakke op om undervisningsmiljøet. Samtidig bidrager det positivt til arbejdsmiljøet, da flere medarbejdere har givet udtryk for, at de ikke tør forlade klassen.
Der skrues op for den faglige ekspertise. En specialpædagogisk specialist udstationeres i længere tid på skolen. Formålet er at være tæt sparringspartner og gennem observationer hjælpe og støtte i at skabe det rette læringsmiljø og at møde elever med særlige udfordringer på den rette måde.
Der er også en række initiativer, som nu sættes i gang, og hvor virkningen kommer på lidt længere sigt.
Det drejer sig om, at der sættes ind med kompetenceudvikling for medarbejdere, så de oplever at være bedre klædt på til at løse opgaverne og oplever at have de rette redskaber til det. For at give den rette kompetenceudvikling er det nødvendigt at lave en analyse. Den går nu i gang.
I samarbejde med HR-afdelingen vil der være individuelle samtaler og gruppesamtaler med medarbejdere. Der indledes også et samarbejde med Human House og HR både i forhold til enkelte elever og den brede medarbejdergruppe. Formålet er at styrke arbejdsmiljøet og sikre, at medarbejdere oplever psykologisk tryghed og at trivslen øges.
Og så bliver der samtidig skruet op for at inddrage forældrene gennem en tydelig kommunikation om de processer og tiltag, som går i gang. Derfor vil der også blive indkaldt til et forældremøde på 9. årgang.
Kilde: Randers Kommune
'Har det utrolig hårdt'
Han er nærmest dagligt i kontakt med de tillidsvalgte på skolen og Randers Kommune omkring situationen på skolen.
Lige nu havde Leif Plauborg håbet, at man var længere i processen med at få sikret ro og tryghed for de ansatte og eleverne på Rismølleskolen.
- Nogle føler sig mere påvirket end andre, alt efter hvor de arbejder, men vi ved godt, at der er nogle ansatte, som har det utrolig hårdt stadigvæk, siger han.
Politiker: Ingen plan for eleverne
En af de politikere, som har fulgt udviklingen på Rismølleskolen tæt, er Bjarne Overmark fra Beboerlisten. Han sidder også i Skole- og uddannelsesudvalget i kommunen.
På seneste møde i udvalget blev handleplanen for skolen fremlagt, men Bjarne Overmark savnede svar på flere bekymringer.
- Jeg savner især en plan for de elever, der er ramt af den triste situation på skolen. Dem, der har været udsat for vold og andre dårlige oplevelser, skal vi tage bedre hånd om, siger Bjarne Overmark til TV2 Østjylland.
På udvalgsmødet fremlagde han en lang række spørgsmål, og fik opbakning til at få dem besvaret fra Østbroens Erik Bo Andersen.
Bjarne Overmark stillede følgende spørgsmål, hvor han altså mener, at flere af dem ikke blev besvaret tilstrækkeligt:
Hvilke initiativer er der taget for at opfylde strakspåbuddet fra Arbejdstilsynet i anledning af vold, trusler om vold, ukvemsord m.v. mod lærerne på Rismølleskolen?
Hvilke underretninger er der modtaget angående fravær, asocial optræden m.v. blandt navnlig de ældre elever på Rismølleskolen? Hvor er SSP henne i sagen?
Hvornår blev forvaltningen klar over de alvorlige problemer på Rismølleskolen - og hvilke initiativer har forvaltningen taget i den anledning?
Hvordan har trivslen, fraværet, de faglige resultater og fravalget af Rismølleskolen udviklet sig i perioden 2015-2023?
Hvor mange børn på Rismølleskolen har de seneste 3 år været udsat for vold på skolen? Hvordan har skolens ledelse reageret på vold mod børn jf. artikel på TV2 Østjylland 5.11.2023, hvor en mor beretter om 11 voldstilfælde i perioden august-november 2023 mod datteren, som går i 2. klasse?
Det fremgår af strakspåbuddet, at lærere på Rismølleskolen har oplevet at blive overfuset af kollegaer på Rismølleskolen - hvad er forvaltningens kommentar desangående?
Hvilke overvejelser giver situationen på Rismølleskolen i øvrigt forvaltningen anledning til?
Jeg savner især en plan for de elever, der er ramt af den triste situation på skolen
Grove skældsord og psykisk vold
Hele sagen kom frem i offentlighedens søgelys, da TV2 Østjylland kunne fortælle, at en gruppe elever på 9. årgang på Rismølleskolen i Randers skaber så meget uro, at det går ud over de ansattes helbred.
De udsættes for psykisk vold i form af at blive kaldt grove skældsord og øgenavne. Det fremgår af en rapport fra Arbejdstilsynet, som har tildelt skolen et strakspåbud om at få styr på udfordringerne.
De udsættes også for passive trusler som 'Jeg henter et bat, så skal jeg nok få fat i den mobil'
- Ansatte udsættes flere gange dagligt for psykisk vold fra elever på 9. årgang i form af at blive kaldt skældsord eller øgenavne som 'sædcontainer', 'skodlærer', 'klam', 'fed', 'kælling', 'dit skaldede svin', 'fucking perker', og 'du er tabt på hovedet som barn', står der i rapporten.
- De udsættes også for passive trusler som 'Jeg henter et bat, så skal jeg nok få fat i den mobil', 'Vi kan også smadre ham' (elever i samtale sammen om en ansat), og 'Jeg håber din søn bliver skadet', lyder det videre.
Fredag eftermiddag er Lise-Lotte Leervad (S) formand for skole- og uddannelsesudvalget vendt tilbage med en kommentar til kritikken. Det kan du læse her.
Elevråd: Er i en positiv udvikling
TV2 Østjylland har fra elevrådet på Rismølleskolen fået en skriftlig udtalelse. Den lyder som følgende:
'Vi ser meget positivt på den udvikling, der har været på årgangen blandt lærere og elever.
Vi håber, at udviklingen fortsætter som den gør, så årgangen fremadrettet fungerer for alle.
Vi er selvfølgelig ærgelige over vores skoleleder, Jan Pedersen, og de lærere, der er blevet sygemeldt på det seneste. Vi håber, snart at se dem igen.'